Microsoft Research præsentation om DRM Cory Doctorow cory@eff.org 17 Juni, 2004 Denne præsentation blev originalt givet til Microsofts Research Group og andre interesserede parter i firmaet i deres Redmond afdeling d. 17 Juni, 2004. -- Originalversion af denne præsentation (mest nuværende med rettelser, tillæg, og liste af andre versioner): http://craphound.com/msftdrm.txt -- Denne tekst (inklusiv Dansk oversættelse) er dedikeret til offentligheden, ved brug af reglerne specificeret i "Creative Commons public domain dedication": Denne tekst er gjort offentlig tilgængelig ved brug af "Creative Commons public domain dedication": > Copyright-Only Dedication (based on United States law) > > The person or persons who have associated their work with this > document (the "Dedicator") hereby dedicate the entire copyright > in the work of authorship identified below (the "Work") to the > public domain. > > Dedicator makes this dedication for the benefit of the public at > large and to the detriment of Dedicator's heirs and successors. > Dedicator intends this dedication to be an overt act of > relinquishment in perpetuity of all present and future rights > under copyright law, whether vested or contingent, in the Work. > Dedicator understands that such relinquishment of all rights > includes the relinquishment of all rights to enforce (by lawsuit > or otherwise) those copyrights in the Work. > > Dedicator recognizes that, once placed in the public domain, the > Work may be freely reproduced, distributed, transmitted, used, > modified, built upon, or otherwise exploited by anyone for any > purpose, commercial or non-commercial, and in any way, including > by methods that have not yet been invented or conceived. -- Vær hilset medpirater! Arrrrr! Jeg er her idag for at snakke med jer om ophavsret, teknologi og digital rettighedsstyring (DRM). Jeg arbejder for Electronic Frontier Foundation, mest på ophavsretsområdet, og jeg bor i London. Jeg er ikke en advokat -- Jeg er en slags talerør/aktivist, selvom de af og til giver mig en barbering, putter mig i konfirmations- tøjet og sender mig til standardiseringskomiteer eller FN for at lave noget ballade. Jeg bruger omkring 3 uger om måneden på underlige ting som tage til Microsoft og snakke om DRM. Jeg har et dobbeltliv: Jeg er nemlig også science fiction forfatter. Det betyder at jeg har noget på spil i denne kamp, fordi jeg har drømt om at leve ved at skrive siden jeg var 12 år gammel. Jeg indrømmer at min IP (Intellektuelle Rettigheder)-baserede geshæft ikke er så stor som jeres, men jeg kan garantere at den er lige så vigtig for mig, som jeres er for jer. Her er hvad jeg vil overbevise jer om idag: 1. At DRM systemer ikke virker 2. At DRM systemer er dårlige for samfundet 3. At DRM systemer er dårlige for forretningslivet 4. At DRM systemer er dårlige for kunstnere 5. At DRM er en dårlig strategi for Microsoft Dette er store ord. Microsoft har smidt en masse kapital i DRM systemer, og brugt en hel del tid på at sende folk som Martha og Brian og Peter rundt omkring til røgfyldte rum for at være sikker på at Microsoft's DRM finder et velkomment hjem i den fremtidige verden. Virksomheder som Microsoft kører som en gammel Buick, og dette emne har så stor et momentum at det vil være svært at absorbere uden at få motoren ind i kabinen. Det bedste jeg tør håbe på er at Microsoft kan styre lidt sidevejs, og derved redde os alle sammen. Lad os hoppe i det. -- 1. DRM systemer virker ikke Dette kan brydes ned til to dele: 1. En hurtig opfriskning i crypto teori 2. Sætte det i praksis i DRM Cryptografi -- hemmelig skrift -- er måden hvorved vi holder en hemmelighed. Det involverer 3 parter: en afsender, en modtager og en angriber (der kan faktisk være flere angribere, afsendere og modtagere, men lad os holde det simpelt). Vi kalder normalt disse folk Alice, Bob og Carol. Lad os sige vi er i Cæsars tid, den Galliske krig. Du har behov for at sende beskeder frem og tilbage til dine generaler, og du foretrækker at fjenden ikke får fingre i dem. Du kunne stole på at alle som fanger dine beskeder er analfabeter, men det er meget lidt at risikere dit emperium på. Du kan personlig give beskederne til pålidelige kurérer som vil tygge og spise beskederne hvis de bliver fanget -- men det hjælper ikke ret meget hvis Brad Pitt og hans mænd i skørter spider ham med en pil før han ved det. Så du krypterer din besked med noget ala ROT-13, hvor hver eneste karakter bliver roteret halvvejs igennem alfabetet. Man brugte dette på vovet materialle på Usetnet, dengang man bekymrede sig om dette på Usetnet -- A blev til N, B til O, C er P og så videre. For at dekryptere lægger du bare 13 til, så N bliver til A, O til B etc, etc. Men, dette er meget svagt: så snart nogen finder ud af din algoritme, så er din hemmelighed væk. Så hvis du er Cæsar, så tilbringer du en hel del tid på at bekymre dig om holde eksistensen af dine kurére og deres beskeder hemmelige. Forstået det? Du er Augustus og du har behov for at sende en besked til Brad uden at Caceous (et ord som jeg fra pålidelige kilder har hørt betyder "oste-lignende eller noget med ost") får fat i det. Du giver beskeden til Diatomaceous, den hurtigste løber i emperiet, og du krypterer den med ROT-13 og sender ham ud af lejren midt om natten, og passer på at ingen ved du har sendt det afsted. Caceous har spioner overalt, i lejren og ude på vejen, og hvis en af dem spider Diatomaceous med en pil, så har de beskeden, og hvis de da finder ud af krypteringen så har du dummet dig. Så eksistensen af beskeden er hemmelig. Krypteringen er hemmelig. Indholdet er hemmeligt. Det er en hel del hemmeligheder, og det flere hemmeligheder du har, det mindre sikker er du, især hvis nogle af disse hemmeligheder bliver delt. Delte hemmeligheder er ikke rigtig hemmelige. Tiden går, ting sker, og så opfinder Tesla radioen og Marconi tager æren for det. Dette er både godt og skidt for kryptografi: på den ene side kan dine beskeder nå frem til enhver med en modtager og en antenne, hvilket er godt for den tapre femte skrivende som arbejder bag fjendens linier. På den anden side, så kan enhver med en antenne lytte til beskeden, som betyder at det ikke er praktisk at holde dets eksistens hemmelig. På ethvert givent tidspunkt Adolf sender en besked til Berlin, kan han gå ud fra at Churchill overhører den. Men det er fint, for nu har vi computere -- store, besværlige primitive mekaniske computere, men dog stadigvæk computere. Computere er maskiner til at sortere numre, og derfor går forskere fra begge sider ind en ond konkurrence om at opfinde den klogeste metode de kan for at sortere numerisk repræsenteret tekst så den anden side ikke kan dekryptere det. Eksistensen af beskeden er ikke længere en hemmelighed, men krypteringen er. Men dette er stadig for mange hemmeligheder. Hvis Bobby opsnapper en af Adolf's Enigma maskiner, kan han give Churchill alle mulige former for information. Jeg mener, dette var godt for Churchill og os, men dårlig nyt for Adolf. I slutningen af dagen, så er det skidt nyt for alle som vil holde en hemmelighed. Deraf nøgler: en ciffer som bruger en nøgle er sikrere. Selv hvis cifren bliver offentliggjort, selv hvis ciferteksten bliver opsnappet, uden nøglen (eller et brud), så er beskeden hemmelig. I efterkrigstiden, er dette dobbelt så vigtig eftersom vi begynder at forstå, hvad jeg kalder Schneier's lov: "Enhver kan opfinde et sikkerhedssystem som er så smart at hun eller han ikke selv kan finde ud af at bryde det." Dette betyder at den eneste eksperimentale metode for at finde ud af om du har lavet fejl i din ciffer er at fortælle den til alle de kloge folk du kan og bede dem om at finde måder hvorpå de kan bryde den. Uden dette kritiske skridt, ender du med at gå i en falsk overbevisning, hvor en angriber har brudt din ciffer for lang tid siden, og har i stilhed dekrypteret alle dine opsnappede beskeder, grinende af dig. Det bedste af det hele er at der kun er én hemmelighed: nøglen. Og med dobbelt-nøgle kryptografi bliver det en hel del lettere for Alice og Bob at holde deres hemmeligheder hemmelige overfor Carol, selvom de aldrig har mødt hinanden. Så længe at Alice og Bob kan holde deres nøgler hemmelige, så kan de gå ud fra at Carol ikke får adgang til deres klartekst beskeder, selv hvis hun har adgang til cifren og cifferteksten. Praktisk nok, så er nøglerne også de korteste og simpleste af hemmelighederne: derfor er det endnu nummere at holde væk fra Carol. Hurra for Bob og Alice. Lad os se hvordan dette angår DRM. I DRM er *angriberen også modtageren*. Det er ikke Alice og Bob og Carol, det er kun Alice og Bob. Alice sælger Bob en DVD. Hun sælger Bob en DVD afspiller. DVD'en har en film på den -- Lad os sige Pirates of the Caribbean -- og den er krypteret med en algoritme called CSS -- Content Scrambling System. DVD afspilleren har en CSS dekypteringsanordning. Lad os se hvad er hemmeligt her: cifren er generel kendt. Ciferteksten er i fjendens hænder, arrr. Hvad så? Så længe nøglen er hemmelig for angriberen, så er alt iorden. Men her er problemet. Alice vil have Bob til at købe Pirates of the Caribbean fra hende. Bob vil kun købe Pirates of the Caribbean hvis han kan dekryptere den CSS-krypterede VOB -- video object -- på sin DVD afspiller. Ellers kan disken kun bruge af Bob som kop-holder. Så Alice bliver nødt til at give Bob -- angriberen -- nøglen, cifren og ciferteksten. Herefter bliver det latteligt. DRM systemer bliver normalt brudt i løbet af få minutter, nogle gange dage. Sjældent måneder. Det er ikke fordi at folk som opfinder dem er dumme. Det er ikke fordi folk som bryder dem er smarte. Det er ikke fordi der er en fejl i algoritmerne. Sidst på dagen deler alle DRM systemer en sikkerhedsbrist: de forsyner angriberne med cifferteksten, cifren og nøglen. på dette tidspunkt er det ikke en sikkerhed mere. -- 2. DRM systemer er dårlige for samfundet Ræk hånden op hvis du tænker noget ala, "Men DRM skal ikke være sikker mod de smarteste angribere, kun den gennemsnitlige bruger! Det er som et fartbump!" Tag hånden ned. Dette holder ikke af to årsager: en teknisk, og en social. De er dog begge dårlige for samfundet. Dette er den tekniske årsag: Jeg behøves ikke at være en cracker for at bryde din DRM. Jeg behøves kun at vide hvordan jeg søger på Google, eller Kazaa, eller en af de andre generelle søge- værktøjer efter klartteksten som nogen der er smartere end mig allerede har fundet. Ræk hånden op hvis du nu tænker noget ala, "Men NGSCB kan løse dette problem: vi låser bare hemmelighederne ned på det logiske hardware kort og smører epoxy over det." Tag hånden ned. Ræk hånden op hvis du er med-forfatter af Darnet artiklen. Alle i den første gruppe, mød med-forfatterene til Darknet artiklen. Denne artikel forklarer, blandt andet, at DRM vil fejle netop for denne grund. Tag hånden ned folkens. Dette er den sociale årsag til at DRM fejler: at holde en ærlig bruger ærlig er som at holde en høj bruger høj. DRM leverandører fortæller os at deres teknologi er beregnet til at være sikker mod de gennemsnitlige brugere, ikke organiseret kriminalitet som de Ukrainske pirater som trykker millioner af høj-kvalitets forfalskninger. Det er ikke beregnet til at være sikker overfor sofistikerede studerende. Det er ikke beregnet til at være sikker mod nogen som ved hvordan man laver registreringsændringer, eller holder shift-tasten nede på det rigtige tidspunkt, eller bruger en søgemaskine. Sidst på dagen, så er DRM beregnet til at beskytte imod de mest usofistikerede og mindst egnede blandt os. Her er en sand historie om en bruger jeg kender, som blev stoppet af DRM. Hun er klog, universitets-uddannet, og kender overhovedet ingenting til elektronik. Hun har 3 børn. Hun har en DVD i stuen og en gammel VHS videomaskine i børnenes legerum. En dag købte hun Toy Story DVD'en til hendes børn. Det er en større investering, og da alt normalt bliver indkapslet i syltetøj, besluttede hun sig for at lave en kopi af DVD'en over til VHS og give den til hendes børn -- på den måde kunne hun lave en ny frisk VHS kopi når den første blev ødelagt. Hun kablede sin DVD ind i hendes VHS maskine og trykkede på play på DVD afspilleren og record på videon og ventede. Før jeg går videre, vil jeg godt stoppe op og tænke over dette. Her er en person som praktisk talt er teknophobisk, men som alligevel kunne konstruere en mental model akkurat nok til at hun kunne forbinde kablerne rigtigt og kopiere sin digitale disk over til analog bånd. Alle i dette rum er sikkert den første tekniske support person for nogen i sin familie: ville det ikke være lækkert hvis alle vore ikke-nørd venner og familie var lige så smarte og kreative? Jeg vil også gerne pointere at dette er den kendte ærlige bruger. Hun laver ikke en kopi til naboen. Hun tager ikke en kopi og sælger den på et tæppe på Canal Street. Hun ripper den ikke til hendes harddisk, DivX enkoder den og smider den i hendes Kazaa delingsmappe. Hun gør noget fuldstændig *ærligt* -- flytter det fra et format til et andet. Hun hjemmeoptager. Hun fejler dog. Der er et DRM system called Macrovision indlejret -- lovmæssigt -- i enhver VHS maskine der makker med den vertikale blanknings interval i signalet, og som gør at et bånd lavet på denne måde ikke virker. Macrovision kan brydes for omkring 10 dollars med en dims som der er vidt tilgængelig på eBay. Men vores forbryder er ikke klar over dette. Hun er "ærlig." Teknisk usofistikeret. Ikke dum, overhovedet -- bare naiv. Darknet artiklen går ind på denne mulighed: den spår endda hvad denne person vil gøre i længden: hun vil finde ud af at der er noget der hedder Kazaa og næste gang hun vil have en film til børnene, vil hun downloade det fra nettet og brænde det til dem. For at udsætte den dag så lang tid som muligt, har vore politikere og store rettighedsholdere fundet på en katastrofal politik kaldet anti-omgåelse. Sådan virker anti-omgåelse: hvis du påsætter en lås -- en adgangskontrol -- omkring et ophavsrets beskyttet værk, så er det ulovligt at bryde den lås. Det er ulovligt at lave et værktøj der bryder den lås. Det er ulovligt at fortælle nogen hvordan man laver værktøjet. En dom gjorde det endda ulovligt at fortælle nogen hvor de kan finde ud af at lave dette værktøj. Husker I Schneier's lov? Alle kan komme på et sikkerhedssystem så snedigt at han ikke kan se dets fejl. Den eneste måde at finde fejl i sikkerhedssystemer er ved at offentliggøre måden hvorpå systemet virker og påskønne offentlig feedback. Men nu lever vi i en verden hvor enhver ciffer der bliver brugt til at beskytte et ophavsrets beskyttet værk er forbudt overfor den slags feedback. Det er noget som Princeton ingeniør professor Ed Felten og hans gruppe fandt ud af da han indsendte en artikel til en akademisk konference, som beskrev fejl i Secure Digital Music Initiative, et vandmærke system fremsat af musik industrien. RIAA svarede ved at true med at sagsøge ham hvis han prøvede det. Vi kæmpede imod dem fordi Ed er den slags klient sagførere elsker: uangribelig og perfekt og RIAA opgav. Heldigt for Ed. Den næste fyr er måske ikke så heldig. Rent faktisk, var den næste fyr ikke så heldig. Dmitry Sklyarov er en Russisk programmør som gav en præsentation ved en hacker conference i Vegas omkring fejlene i Adobe's e-bogs lås. FBI smed ham i fængsel i 30 dage. Han fik lavet en handel, og vendte tilbage til Rusland, og Ruslands indenrigsministerie udsendte en advarsel til deres forskere om at blive væk fra Amerikanske konferencer, siden vi åbenbart var blevet til et land hvor visse ligninger var ulovlige. Anti-omgåelse er et kraftfuldt værktøj for de folk som vil eksludere konkurrenter. Hvis du påstår at din bilmotors firmware er et "ophavsretsbeskyttet værk", så kan du sagsøge alle der laver et værtøj til at forbinde sig til den. Dette er ikke bare dårlig nyt for mekanikere -- tænk på hobbyister som vil tune ydeevnen. Vi har virksomheder som Lexmark som påstår at deres printerpatroner indeholder ophavsretsbeskyttet værker -- software der sender et "Jeg er tom" signal når toneren er tom, og de har sagsøgt en konkurrent som genproduceret en patron som fjerner dette signal. Selv virksomheder som laver garagedørsåbnere er med i denne kamp, påstående at deres modtagere's firmware er ophavsretsbeskyttede værker. Ophavsretsbeskyttede biler, printerpatroner og garagedørs- åbnere: hvad er det næste, ophavsretsbeskyttede lyse-holdere? Selv i forbindelse med legitime -- undskyld mig, "traditionelle" -- ophavsretsbeskyttede værker såsom film på DVD, er anti-omgåelse dårlig nyt. Ophavsret er en nøjsom balance. Det giver skabere og deres modtagere nogle rettigheder, men det reserverer også nogle rettigheder til offentligheden. For eksempel, en forfatter har ingen ret til at nægte nogen at omformatere sine bøger til et hjælpende format for blinde. Mere vigtigt er det dog, at en skaber har meget lidt magt over hvad du kan gøre efter du retsmæssigt har fået hendes værker. Hvis jeg køber din bog, dit maleri, eller din DVD, så tilhører den mig. Det er min ejendom. Ikke min "intellektuelle ejendom" -- en under form form pseudo-ejendom som er fuld af huller, lettelser og begrænsninger -- men ægte, virkelig *ejendom* -- then slags som retsalene har håndteret gennem ejendomslov i århundreder. Men antiomgåelse giver rettighedsholdere mulighed for at opfinde nye og spændende ophavsrettigheder for dem selv -- giver dem mulighed for at skrive private lovgivninger uden ansvar eller overvejelse -- som udnytter dine interesser i din ejendom til deres fordel. Regionskodede DVD'er er et eksempel på dette: der er ingen ophavsret her eller noget andet sted jeg ved af som siger noget om hvor du må nyde hendes kreative værker, efter at du har betalt for dem. Jeg kan købe en bog og smide den i min taske og tage den med hvor som helst fra Toronto til Timbuktu, og læse den hvor jeg nu måtte være: jeg kan endda købe bøger i Amerika og tage dem med til Storbritanien, hvor forfatteren måske har en eksklusiv distributionsaftale med en lokal udgiver som sælger dem for dobbeltprisen af en standard Amerikansk pris. Ophavsrets- advokater kalder dette "Første Salg," men det er måske bedre at tænke på det som "Kapitalisme." Nøglerne til at dekryptere en DVD bliver kontrolleret af en organisation kaldet DVD-CCA, og de har en bunke licenskriterier for de som modtager en nøgle fra dem. Blandt dem er noget kaldet regions-kodning: hvis du køber en DVD i Frankrig, så har den et flag som siger, "Jeg er en Europæisk DVD." Tag den med til Amerika og din DVD afspiller vil sammenligne flaget til dens liste af tilladte regioner, hvis de ikke passer sammen, så vil den fortælle dig at det ikke er lovligt at afspille din disk. Husk: der er ingen ophavsret der siger at en forfatter har mulighed for at gøre dette. Da vi skrev ophavsretslovgivningen og gav forfattere retten til at kontrollere fremvisning, præsentation, duplikering og afledte værker, og så videre, lod vi ikke "geografi" være ved en fejl. Det var med vilje. Så når din Franske DVD ikke vil afspilles i Amerika, så er det ikke fordi det er ulovligt at gøre det: det er fordi studierne har opfundet en forretningsmodel og opfundet en ophavsretslov til at støtte den. DVD'en er din ejendom og det er DVD afspilleren også, men hvis du bryder regions-kodningen på din disk støder du imod anti-omgåelseslovgivningen. Dette er hvad der skete med Jon Johansen, en Norsk teenager som ville se Franske DVD'er på sin Norske DVD afspiller. Han og nogle venner skrev noget kode til at bryde CSS så han kunne opnå dette. Han er en efterlyst mand her i Amerika; i Norge fik studierne de lokale til at sagsøge ham for *Ulovlig indtrængen på et computer system.* Da hans advokat spurgte, "Hvilket computer system har Jon indtrænget på?" var svaret: "Sit eget." Hans reelle, rigtige og fysiske ejendom blev udnyttet af den mærkelige, metaforiske intellektuelle rettighed på hans DVD: DRM virker kun hvis din afspiller bliver ejendommen til den hvis indhold du afspiller. -- 3. DRM systemer er dårlig for forretningslivet Dette er den værste af alle de ideer som udgør DRM: at folk som laver afspillere skulle kunne afgøre hvilke plader du kan lytte til, og at folk der laver plader skal have veto-ret over designet af afspilleren. Vi har aldrig haft dette princip: faktisk har vi altid haft det modsatte. Tænk på alle de ting som kan sluttes til en parallel eller seriel port, som aldrig var tiltænkt af deres opfindere. Vores stærke økonomi og hurtige innovation er biprodukter af muligheden for enhver at lave hvad som helst som kan sluttes til hvad som helst andet: fra Flo-bee barbermaskiner som kan sluttes til din støvsugere til den blæksprutte af ledninger som kommer ud af din bils lighter udgang, standard porte som alle kan bygge til er hvad gør millionærer ud af nørder. Domstolene bekræfter dette igen og igen. Det plejede at være ulovligt at indsætte alt som ikke kom fra AT&T ind i dit telefonstik. De påstod at dette var for sikkerheden af netværket, men det var faktisk for at opretholde en femøres-svindel som AT&T havde på plads ved at opkræve lejeafgift for din telefon indtil du havde betalt den flere tusinde gange. Da dette forbud blev slået ned, skabede det et marked for tredjeparts telefonudstyr, fra nye telefoner til telefonsvarer til trådløse håndsæt til hovedtelefoner -- milliarder af dollars økonomisk aktivitet som havde været indespærret af den lukkede port. Læg mærke til at AT&T selv var en af de store vindere af dette: de kom *også* ind telefonkitsmarkedet. DRM er softwaresvaret på hardware lukkede interfaces. Robert Scoble er en Microsoft ansat som har en fremragende blog, hvori han skrev et essay omkring den bedste måde hvorved du kunne beskytte din investering i det digitale musik du køber. Skulle du købe Apple iTunes musik eller Microsoft DRM musik? Scoble fremsatte at Microsoft's musik var en sundere investering, fordi Microsoft ville have flere nedenstrøms licensbetalere for dets lukkede format og derved ville du have et rigere økosystem af apparater at vælge fra når du skulle købe dimser at spille dine virtuelle plader på. Hvad for en underlig idé: at vi skal evaluere vores plade-køb på baggrund af hvilken musik-leverandør tillader de fleste afspillere at afspille deres diske. Det er ligesom at fortælle nogen at de skal købe Betamax istedet for Edison Kinetoscope fordi Thomas Edison er skør når det angår licensering af sine patenter; og hele tiden ignore det faktum at resten af verdenen er på vej over til det mere åbne VHS format. Det er en dårlig forretning. DVD er et format hvor fyren der laver pladerne får lov til at designe afspillerne. Spørg dig self: hvor meget innovation er der sket i det sidste årti hos DVD afspillere? De er blevet billigere og mindre, men hvor er de underlige og utrolige nye markeder for DVD'er som blev åbnet af videooptageren? Der er en virksomhed som laver verdens første HDD-baseret DVD jukebox, en ting som holder på 100 film, og de kræver *27.000* dollars for denne. Vi snakker om et par tusinde dollars i komponenter -- alt andet er prisen på antikonkurrence. -- 4. DRM systemer er dårlige for kunstnere Men hvad med kunstneren? Den hårdtarbejdende filmproducent, den blæk-plettede tegner, den heroin-kurerede læder rock-stjerne? Os stakkels mennesker af den kreative samfundsgruppe er alles favorit-barn: RIAA og MPAA viser os frem og siger, "Er der ikke godt nogen der vil tænke på børnene?" Fil-delere siger, "Jo, men vi tænker på kunstnerene, men det er pladeselskaberne der er Autoriteten, hvem bryder sig om hvad der sker med jer?" For at forstå hvad DRM gør ved kunsterne, bliver man nødt til at forstå hvordan ophavsret og teknologi møder hinanden. Ophavsret er i bund og grund teknologisk, siden de ting som det omhandler -- kopiering, transmission, og så videre -- er grundlæggende teknologisk. Pianorullen var det første system til at kopiere musik billigt. Det blev opfundet i en tid hvor den dominerende form for underholdning i Amerika var at få en talentfuld pianist til at komme ind i din stue og slå nogle toner mens du sang med. Musikindustrien var for det meste plade-musik udbydere. Det selvspillende piano var et digitalt optage og afspilnings- system. Piano-rulle virksomheder købte plade musik og rippede noterne som var printet på det til 0'er og 1'er til en lang rulle computer-papir, som de solgte flere tusinde kopier af -- hundrede tusinde -- millioner. De gjorde dette uden at kompensere udbyderene. De var digitale musik pirater. Arrrr! Som man kan forvente blev komponisterne og musikforlag tossede. [John Phillip] Sousa mødte op i kongressen og sagde at: Disse tale-maskiner ødelægger den artistiske udvikling i dette land. Da jeg var dreng... var der foran hver eneste hus om sommeren unge folk sammen som sang tidens eller ældre sange. Idag hører man disse helvedesmaskiner dag og nat. Vi vil ikke have noget stemmebånd tilbage. Stemmebåndet vil blive elimineret af udviklingsprocessen, som halen var fjernet fra manden da han kom fra aben. Forlagene bad Kongressen om at forbyde pianoruller og lave en lov der sagde at ethvert nyt system til reproducering af musik skulle være underlagt en vetoret fra deres industri organisation. Heldigvis for os, forstod Kongressen hvad for en side deres brød var smurt på og besluttede ikke at kriminalisere den dominerende form for underholdning i Amerika. Men der var stadigvæk problemet med at betale kunstnerne. Forfatningen angav formålet med Amerikansk ophavsret: at fremdrive de brugebare kunstformer og videnskab. Komponisterne havde en pointe at de ville komponere mindre hvis de ikke blev betalt for det, så Kongressen havde brug for en løsning. Dette er hvad de kom på: alle som betalte et musikforlag to cents ville have lov til at lave en pianorulle af enhver sang som det forlag udgav. Forlaget kunne ikke sige nej, og der var ingen der behøvede at hyre en advokat til 200 dollars i timen til at diskutere om betalingen skulle være to eller 5 cents. Denne tvungne licens er stadig i brug idag: når Joe Cocker synger "With a Little Help from My Friends," betaler han et fast gebyr til Beatles's forlag og går igang -- selv hvis Ringo hader det. Hvis du nogensinde tænker på hvordan Sid Vicious fik Anka til at give ham lov til at prøve "My Way," så ved du det nu. Den tvungne licens skabte en verden for tusinde gange så mange penge kunne blive tjent af tusinde gange så mange kunstnere som lavede tusinde gange så meget musik som blev formidlet til tusinde gange så mange folk. Denne historie gentager sig selv hver tiende eller femtende år i det teknologiske århundrede. Radio blev gjort tilgængelig gennem en frivillig blank licens -- musikselskaberne slog sig sammen og blev enige om at udbyde deres musik for en fast pris. Kabel TV blev en tvungen licens: den eneste måde hvorpå kabel selskaber kunne få fat i udsendelser var ved at piratkopiere dem og smide dem i kablerne, og Kongressen mente at det var passende at legalisere denne praksis istedet for at lade dem pille ved sine borgeres TV. En gang imellem bestemmer rettene og Kongressen sig for at simpelthen at fjerne en ophavsret -- det er hvad der skete med videoen. Da Sony kom ud med videoen i 1976 havde studioerne allerede bestemt sig for hvordan oplevelsen af en film derhjemme skulle ske: de havde licenseret sine programmer ud til brug på en maskine kaldet Discovision, som afspillede store LP-størrelse diske som var skrivebeskyttet. Proto-DRM. De ophavsretskyndige på det tidspunkt gav ikke videoen store chancer. Sony argumenterede at deres boks gav mulighed for almen-brug, som er defineret som et brug, som retten har nedfældet, er en foranstaltning mod uretsmæssig brug, baseret på fire faktorer: om brugen formaterer det til noget nyt, ala en kollage; om det bruger hele værket; om værket er artistisk eller faktuel; og om det underminerer skaberens forretningsmodel. Betamax faldt igennem på alle fire fronter: når du spolede eller duplikerede en Hollywood film fra fjernsynet, så har du lavet en ikke-transformativ brug af 100 procent af det kreative værk der direkte underminerer Discovisions licensindtægt. Jack Valenti, talspersonen for film industrien, fortalte kongressen i 1982 at videoen var til den Amerikanske film industri som "Boston-kvæleren var til en kvinde alene hjemme." Men Højesteret dømte imod Hollywood i 1984, da de bestemte at ethvert apparat som muliggør ikke-ophavsretsbrydende brug, er lovlig. Med andre ord, "We køber ikke denne Boston kvælerhistorie: hvis jeres forretningsmodel ikke kan overleve dette fremherskende flerfunktions værktøj, så er det på tide at finde en anden forretningsmodel eller gå bankerot." Hollywood fandt en anden forretningsmodel, ligesom fjersyns- producenterne gjorde, som Vaudeville-artisterne havde, som musikforlagene havde, og de lavede mere kunst som betalte flere kunstnere som nåede et større publikum. Der er én ting som alle nye kunst forretningsmodeller havde tilfælles: det omfavnede det medium det levede på. Dette er det mest karakteriske ved hvert eneste nye successfulde medium: Det er sand mod sig selv. Den Lutherske Bibel var ikke successfuld på grund af de parametre som en håndskrevet kopi af en munk værdigfuld: de var grimme, de var ikke på Kirkelatin, de blev ikke læst op af nogen som kunne oversætte den for det almene publikum, de repræsenterede ikke årevis af dedikeret, med stort D, arbejde af nogen som havde givet sit liv til Gud. Det som gjorde Luther's en success var dens skalérbarhed: den var mere populær på grund af dens udbredelse: alle successfaktorer blegner ved siden af dens udbredelse. De mest successfulde organismer på jorden er de som producerer mest: insekter og bakterier, nematoder og virus. Reproduktion er den bedste overlevelsesstrategi. Piano ruller lød ikke så godt som musikken fra en talentfuld pianist: men de *skalerede*. Radio manglede det sociale element fra en live optræden, men flere mennesker kunne bygge et krystal sæt og få den peget korrekt end der kunne være i det største Vaudeville hus. MP3'er kommer ikke med covertekster, de bliver ikke solgt til dig af en hipper-end-dig ekspedient som kan hjælpe dig med at bestemme, dårlige rip og halve filer er der nok af: Jeg downloadede engang en tolv-sekunders kopi af "Hey Jude" fra den originale Napster. Men MP3 udkonkurrerer stadigvæk CD'en. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med CD'er mere: Jeg modtager dem, og de er ligesom den pose man får med til sit pæne tøj i en smart butik: den er pæn og man føler sig tosset for at smide den ud, but ved Gud, hvor mange af disse kan man eje? Jeg kan lægge titusinde sange på min laptop, mens en sammenlignelig stakke CD'er med covertekster og så videre -- det er en plage: det er en del af mit opbevaringsgebyr. Her er de to vigtigste ting at vide om computere og Internettet: 1. En computer er en maskine til at flytte rundt på bit 2. Internettet er en maskine til at flytte bit fra et sted til et andet meget billigt og meget hurtigt Ethvert nyt medium som bliver populært på Internettet og med computere vil omfavne disse to fakta, ikke fortryde dem. En avispresse er en maskine som kan spytte billige og blækfyldte aviser ud hurtigt: hvis du prøver at få den til at lave fine artistiske litografier, ender du med skrammel. Hvis du prøver at få den til at trykke aviser, får du platformen til et frit samfund. Og lige sådan er det med Internettet. Da Napster var på højdepunktet, mødte pladeforlagsdirektører op på konferencer og fortalte alle at Napster var dømt til døden da ingen ville have dårlige pakkede MP3'er uden covertekster samt forkortede filer og fejlskrevede metadata. Idag hører vi e-bogs forlagene fortælle hinanden og alle andre der som vil høre på dem, at barieren til e-bøger er skærm- opløsningen. Det er noget ævl, og det samme er hele sermonaden med hvor pæn en bog er på din bogylde og hvor godt den lugter og hvor let den er at tage med i badekaret. Disse er åbenlyse og falske ting, lige som ideen med at radio vil fange når først man har fundet ud af hvordan man sælger hotdogs i pausen, eller hvordan film rigtig vil være et hit når vi kan finde ud af hvordan vi kan få skuespillerne ud og hilse på publikum når filmen er færdig. Eller at den Protestantiske Reform virkelig mangler Lutherske Bibler med lys i siderne og lej-en-præst mulighed, som kan læse højt af din personlige Tekst fra Gud. Nye medier bliver ikke successfulde fordi de er som de gamle medier, bare bedre: de bliver successfulde fordi de er være end det gamle medie til det det gamle medie var god til, og bedre til det som det gamle medie er dårligt til. Bøger er gode til at være papirshvide, høj-opløsning, lav infrastruktur, billige og man kan skille sig af med dem. E-bøger er gode til at være alle steder i verdenen på det samme tidspunkt, fri i en form som er så fleksibelt at du kan paste den ind i en Chat besked, eller lave det om til en side-per-dag postliste. Den eneste rigtige successfulde epublisering -- Jeg mener i hundrede af tusindevis, millioner af kopiere distribueret og læst -- er bogwarez miljøet, hvor skannede-og-OCR'erede bøger bliver distribueret på det sorte net. De eneste lovlige forlag som med nogen success har e-publiceret er de, hvis bøger krydser nettet uden nogen form for teknologiske lænker: forlag som Baen Books og min egen, Tor, som laver nogle eller alle af deres kateloger tilgængelige i ASCII og HTML og PDF. Hardware-krævende e-bøger, DRM brug-og-kopierings-begrænsende e-bøger, ryger ned i flammer. Salget måles i ti, eller nogle gange hundrede. Science fiction er en niché branche, men når man sælger kopier ala 10 styks, så er det ikke en branche, det er en hobby. Alle af jer har været igennem en kurve hvor I har læst flere og flere ord fra flere og flere skærme hver eneste dag gennem det meste af jeres professionelle karriere. Det er klart: I har også læst færre og færre ord fra sider som tiden gik: den dinosaurusagtige chef som printer sin email og dikterer et svar til sin sekretær er historie. Idag, lige nu, læser folk ord fra skærme døgnet rundt. Jeres børn stirrer på deres Game Boy's indtil deres øjne falder ud. Europæiske teenagere ringer på dørklokker med deres overudviklede, SMS-trykkende tommefingre istedet for deres pegefinger. Papirbøger er den indpakning bøger kommer i. Billige bogbindere såsom Internet Bogmobilen som kan producere hele, fuldblods, fire- farvede, glasserede front, sidetryk, perfekte indbundne bøger på 10 minutter for én dollar er fremtiden for papirbøger: når du behøver en kopi af en papirbog, genererer du en, eller del af en, og smider den væk når du er færdig. Jeg landede i SEA-TAC i mandags og brændte et par CD'er fra min musiksamling til at lytte til i min lejede bil. Når jeg afleverer bilen efterlader jeg dem, hvem har brug for dem? Hver gang en ny teknologi har forstyrret ophavsret, har vi ændret ophavsret. Ophavsret er ikke en etisk fremsat, den er brugsbaseret. Der er intet *moralsk* ved at betale en komponist for piano-rulle rettighederne, der er ikke noget *umoralsk" ved ikke at betale Hollywood for rettigheden til at optage en film på dit TV. De er bare den bedste måde hvorpå man kan respektere folks ejendomsret over deres video og grammofon og at vi kan præsentere nok af en gullerod til at kunstnerne vil blive ved med at lave serier og musik og bøger og malerier. Teknologi som forstyrrer ophavsret gør det fordi simplificerer og gør skabelse, reproducering og distribution billigere. Den nuværende ophavsretsforretning udnytter ineffektiviteten i det gamle produktion, reproducering og distributionssystem, og den bliver svagere ved den ny teknologi. Men ny teknologi giver os altid mere kunst som når ud til flere: det er hvad teknologi er til *for*. Teknologi giver os større kager som flere kunstere kan få en bid af. Dette er med stilsigende accept blevet accepteret ved enhvert trin af ophavsretskampen siden piano-rullen. Når ophavsret og teknologi mødes, så er det ophavsrets der ændres. Which means that today's copyright -- the thing that DRM nominally props up -- didn't come down off the mountain on two stone tablets. It was created in living memory to accommodate the technical reality created by the inventors of the previous generation. To abandon invention now robs tomorrow's artists of the new businesses and new reach and new audiences that the Internet and the PC can give them. Som betyder at nutidens ophavsret -- det som DRM gør stærkere -- ikke kom ned fra bjerget på 2 stentavler. Den blev lavet i vor tid, for at imødekomme den teknologiske realitet, opfundet af opfindere af den forrige generation. -- 5. DRM er en dårlig strategi for Microsoft Da Sony kom ud med videon, lavede de en plade-afspiller som kunne afspille Hollywood's plader, selvom Hollywood ikke brød sig om det. Industrierne som voksede op på baggrund af videoen -- lejefilm, hjemmeoptagelser, videokameraer, selv folk som driver en forretning ved optagelse af børnedåb -- tjente milliarder for Sony og dets partnere. Det var en god forretning -- selvom Sony tabte krigen omkring Betamax-VHS formatet, var pengene fra videoen nok til at råde bod på det. Men så købte Sony sig et relativt lille underholdsningsfirma og så startede de at lave store fejl. Da MP3 kom og Sony's kunder ønskede en MP3 afspiller, lod Sony deres musik-branche afdeling køre showet: istedet for at lave en høj-kapacitets MP3 walkman, så solgte Sony deres Music Clips, småkapacitets apparater som afspillede hjerneskadede DRM formater som Real og OpenMG. De brugte gode penge på at opfinde "funktioner" til disse apparater som holdte deres kunder fra at flytte deres musik frem og tilbage mellem disse apparater. Kunderne holdte sig væk i flok. Idag ligger Sony stille i vandet når det kommer til walkmen. Markedsdominansen ligger hos små Singapore-firmaer som Creative Labs -- den type virksomhed som Sony plejede at smække som en flue, før de blev overtaget af deres underholdningsafdeling --og PC virksomheder som Apple. Dette skyldes at Sony kom med et produkt der ikke var noget marked til. Der var ingen Sony kunder som vågnede op om morgenen og sagde, "Dælens, Jeg ønsker at Sony vil bruge dyre udviklingskræfter på at jeg kan gøre mindre med mit musik." Da de fik et alternativ, skiftede Sony's kunder entusiastisk skib. Det samme skete med en masse folk jeg kender som plejede at rippe deres CDer til WMA. I soldte dem software som producerede mindre, lydmæssige bedre rips end MP3 rippere, men i rettede også til så de sange man rippede var apparat-låst til deres PCer. Det betyder at når de backede deres musik op til en anden harddisk og geninstallerede deres OS (noget som spyware og malware krigene har gjort til en ret ofte ting), fandt de ud af at efter at de havde geninstalleret deres musik, kunne de ikke afspille det. Deres afspiller så det nye OS som en anden maskine, og låste dem ude fra deres egen musik. Der er intet marked for denne "funktion." Ingen af jeres kunder vil have jer til at lave dyre modifikationer til jeres produkter, som gør backup og geninstallering mere svært. Og der er ikke noget tidspunkt hvor jeres kunder vil være mindre overbærende end når de er ved genetablere efter en katrosofisk teknisk fejl. Jeg snakker af erfaring. Da jeg køber en ny Powerbook hver tiende måned, og fordi jeg altid bestiller nye modeller den dag de bliver annonceret, så får jeg tit en hel del citroner fra Apple. Det betyder at jeg ramte Apple's 3-iTunes-autoriserede-maskiner loft ret hurtigt og jeg var ude af stand til at afspille flere hundrede dollars af iTunes sange som jeg havde købt, på grund af at en af mine autoriserede maskiner var en citron som Apple havde genbrugt til reservedele, en var til reperation, og en var min mors computer, 5000 kilometer væk i Toronto. Hvis jeg havde været en mindre god kunde af Apple's hardware, så ville jeg ikke have haft et problem. Hvis jeg var en mindre entusiastisk evangalist for Apple's produkter -- hvis jeg ikke havde vist min mor hvordan iTunes Music Store fungerer -- ville jeg ikke have haft noget problem. Hvis jeg ikke havde købt så meget iTunes musik at brænde det til CD og gen-rippe det samt manuelt indtaste metadata ville være en uoverkommelig opgave, så ville jeg ikke have haft noget problem. Som det nu engang var, så belønnede Apple min tillid, evangalisme og min hæmningsløse tillid ved at behandle mig som en kriminel og låse mig ude af min egen musik, på et tidspunkt hvor min Powerbook var til reperation -- altså, på et tidspunkt hvor jeg ikke havde det største til overs for Apple. Jeg er et sjældent tilfælde, men jeg er et *ledende* tilfælde. Hvis Apple's forretningsplan lykkes, vil det kun være et spørgsmål om tid før almindelige kunder har opgraderet nok hardware og købt nok musik til at komme til hvor jeg er. Ved I hvad jeg med sikkerhed vil købe? En afspiller som vil lade mig afspille alles plader. Lige nu er det tætteste jeg kan komme en Open Source applikation kaldet VLC, men den er mærkelig og har en del fejl og den kom ikke præ-installeret på min computer. Sony lavede ikke en Betamax der kun kunne afspille film som Hollywood ville tillade -- Hollywood bad dem om at gøre det, de forslog en tidlig, analog signal-flag som videoer kunne lede efter og svare ved at slå optagelsesfunktionen fra. Sony ignorerede dem og lavede det produkt som de mente deres kunder ville have. Jeg er en Microsoft kunde. Som millioner af andre Microsoft kunder vil jeg have en afspiller der kan afspille alt hvad jeg smider i den, og jeg tror at I er lige det firma der kan levere det til mig. Yes, this would violate copyright law as it stands, but Microsoft has been making tools of piracy that change copyright law for decades now. Outlook, Exchange and MSN are tools that abet widescale digital infringement. Ja, det ville bryde ophavsret som det er nu, men Microsoft har lavet piratværktøjer der ændrer ophavsret i årtier nu. Outlook, Exchange og MSN er værktøjer der hjælper storskalet digital ophavsretsbrud. Mere relevant er IIS og jeres caching proxy servere, de laver alle kopier af og leverer dokumenter uden deres forfatters accept, noget som, hvis det er legalt idag, kun er lovlig fordi virksomheder som Microsoft gik fremad og gjorde det, og udfordrede lovgiverne til at sagsøge. Microsoft rejste sig for sine kunder og for fremgang, og de vandt med så stor kraft at de fleste folk aldrig vidste at der var en kamp. Gør det igen! Dette er et firma som kigger verdens mest hårdføre og stærkeste anti-trust lovgiere i øjnene og ler af dem. I forhold til anti-trust folk er ophavsrets lovgivere svage. I kan klare dem med hånden bag ryggen. I Siva Vaidhyanathan's bog, The Anarchist in the Library, fortæller han om hvorfor studierne er så blinde overfor deres kunders ønsker. Det er fordi folk som dig og mig brugte 80'erne og 90'erne på at fortælle dem dårlige science fiction historier omkring umulig DRM teknologi der ville lade dem opkræve små mængder penge hver gang nogle så en film -- lyst til at spole frem? Den funktion koster endnu en penny. Pause koster to cents i timen. Mute knappen koster 25 cents. Da Mako Analysis udstedte deres rapport i sidste måned hvor de anbefalede at virksomheder holdt op med at støtte Symbian telefoner, skrev de bare det næste kapitel i denne historie. Mako siger at telefoner som min P900 som kan afspille MP3'er som ringetoner, er dårlige for mobiltelefon økonomien, fordi det vil presse de afpressende ringetone-forhandlere ud i en lukning. Hvad Mako siger er at bare fordi du har købt CD'en betyder det ikke du skal forvente at kunne afspille den på din MP3 afspiller, og bare fordi den kan afspilles på din MP3 afspiller betyder det ikke at du kan forvente at bruge den som en ringetone. Hvad mon de mener om vækkeure som kan afspille en CD til at vågne dig op om morgenen? Kvæler det kommende "alarm-tone" marked? Telefonselskabernes kunder vil have Symbian telefoner, og for øjeblikkeket forstår telefonselskaberne at hvis de ikke sælger dem, så er der andre der gør det. Markedet for en fuldt udviklet virkende apparat er enormt. Der er et firma derude som tager *27000* dollars for en DVD jukebox -- gå ud og spis deres frokost! Steve Jobs gør det ikke: han er på D konferences hvor han fortæller studiedirektører at de ikke skal udgive hi-def film før de er sikre på at ingen vil lave en hi-def DVD brænder der virker med en PC. Måske køber de ikke hans ævl, men de er heller ikke ret interesserede i hvad I har at sælge. På Broadcast Protection Discussion Group møderne, hvor Broadcast-flaget blev defineret, var studiernes mening at, "Vi vil tage imod alles DRM teknologier, undtagen Microsoft's og Philips's." Da jeg mødtes med de Britiske folk omkring den Europæiske version af Broadcast-flaget, som var under vej på Digital Video Broadcasters forum, fortalte de mig, "Det er anderledes i Europa: de er for det meste bekymrede om hvorvidt et Amerikansk selskab som Microsoft får deres kløer i Europæisk fjernsyn." Amerikanske film selskaber ville ikke have at de Japanske elektronikselskaber fik en del af film kagen, så de kæmpede mod videon. Idag er alle der laver film enige om at de ikke vil have jer mellem dem og deres kunder. Sony fik ikke lov. Det burde i heller ikke. Gå ud og byg en afspiller der kan afspille alt og alle. Fordi, hvis I ikke gør det, er der nogle andre der gør.